Roskilde Rotary Klub

Roskilde Rotary Klub
Distrikt 1480 | Klub 10282

Roskilde Rotary Klub
afholder klubmøder
tirsdag kl. 12:00 - 13:30







   

Himmelev Gl. Præstegård og Roskilde Rotary Klub

 

Biografdirektør Leif Kops Møller som var præsident for Roskilde Rotary Klub i Rotary året 1964 - 65 fik ideen til plejehjemmet, da han mente at Roskilde manglede ordentlige plejehjemspladser.

Roskilde Rotary Klub og Roskilde Østre Rotary Klub var efterfølgende initiativtagere til den selvejende institution "Plejehjemmet Himmelev Gl. Præstegård", og sammen med Roskilde Bank og sognerådet i Himmelev fik man indsamlet de første midler til finansieringen af plejehjemmet.

I 1969 stod plejehjemmet færdigt og de 40 beboere flyttede ind. I plejehjemmet er der opsat en granit plade med hilsen fra de to Rotary klubber, og ved indvielsen fremkom der også en hilsen fra Rotary’s verdenspræsident.

Roskilde Rotary Klub og Roskilde Østre Rotary Klub har siden etableringen i 1969 haft en plads i bestyrelsen for HGP. Traditionen i Rotary klubberne er at det siddende bestyrelsesmedlem selv udpeger sin efterfølger blandt Rotary klubbens medlemmer. I 2006 pegede Knud Anker Rasmussen på undertegnede. Jeg sad som næstformand indtil 2013 hvor jeg blev formand.

I 1989 blev ”Præstegårdshaven” indviet med sine 16 ældreboliger.

I 2004 opsiger bestyrelsen for HGP samarbejdet med Roskilde Kommune, og indleder samme år et samarbejde med OK Fonden som administrator. OK Fonden får også plads i bestyrelsen.

I 2008 besluttede bestyrelsen at der skulle opføres et nyt plejehjem samt ældre og seniorboliger. Rubow Arkitekter vinder arkitektkonkurrencen i 2010.

I de følgende år undersøges finansieringsmulighederne hvilket skaber store udfordringer som følge af den økonomiske krise.

I 2012 indledes et samarbejde med Jørgen Harboe som har samme tanker og ideer som OK Fonden når det handler om respekt og tanker om hvordan man gerne vil tilbringe sine sidste år. Ideen går i sin enkelthed ud på at din sidste bolig skal give dig mulighed for at blive heri, indtil dine dages ende – dvs. inklusiv den terminale fase og eventuelle palliative pleje. Samme år stifter OK Fonden den nye ”Fonden Boliger for Livet” som har til formål at opføre og drive boliger med ovennævnte formål over hele landet. Jørgen Harboe beslutter herefter at stille et tocifret million beløb til sikkerhed for opførelsen af det nye HGP.

Samme år beslutter bestyrelsen i HGP at overdrage ejerskabet af plejehjemmet HGP til OK Fonden. Årsagen er at lovgivningen om plejehjemsdrift er blevet meget kompleks og mulighederne for at gennemføre finansieringen af det nye HGP ikke ville være muligt uden OK Fonden’s opbakning og garantier. Nye vedtægter blev udfærdiget i maj 2012 og beslutningen blev 100% bakket op af ledelsen og medarbejderne på HGP. I de nye vedtægter blev det præciseret at de to Rotary klubber fortsat har en plads hver i bestyrelsen. Endvidere fik medlemmer af Rotary fortrinsret til en plads på plejehjemmets 52 nye boliger.

Efter forsøg på at gennemføre en hovedentreprise på det nye byggeri, måtte vi i 2013 gennemføre licitationen som en totalentreprise med Hald og Halberg som vinder.

Byggeriet af de 16 nye ældreboliger påbegyndes i 2014 og beboerne flytter ind i februar 2015. Til september 2015 forventes det at de første plejehjemsbeboere flytter ind i deres nye boliger. Plejehjemmet med sine 52 boliger og servicefaciliteter står færdig i sommeren 2017. Herefter forventer vi at opføre de sidste 10 nye seniorboliger, klar til indflytning medio 2018.

Himmelev Gamle Præstegård vil herefter råde over 6.500 m2 bebygget areal på en 16.000 m2 grund og den samlede byggesum andrager ca. kr. 170 mio.

Bestyrelsen kan sikre gode bygningsmæssige forhold for vores beboere, men alt afhænger i sidste ende af ledelsen og medarbejdernes evne til at skabe de daglige rammer for at vi kan leve op til vores motto: ”Livet skal leves hele livet” og ambitionen om at være blandt Danmarks foretrukne plejehjem. Vi er stolte over den professionalisme og faglige dygtighed der altid har været hos vores medarbejdere.


Læs et par spændende arktiler som var i PaperBoy, Roskilde i september 2015.

Det er derfor at Roskilde Rotary Klub og ”Små Glæders Fond” fortsat vil bakke op om livet og aktiviteterne på Himmelev Gamle Præstegård og se det som et Rotary plejehjem, det er meget værdsat.




Poul Erik Christiansen
Roskilde Rotarys Klubs repræsentant i bestyrelsen og
Bestyrelses formand for Himmelev Gl. Præstegård.